Filippa

Filippa-æblet er mig bekendt det eneste frugttræ, der er fredet. Det originale vel at mærke - i 1937 i en have ved skolen i Hundstrup på Fyn. Og har man smagt og er vokset op med Filippa, er grunden indlysende.

Filippa efterlader et uforglemmeligt, nærmest monumentalt smagsspor. Jeg fik det som barn serveret lyndampet og svømmende i oktoberferiens obligatoriske lilla hyldebærsuppe. Kontrasten mellem æblets lysende, syrlige friskhed og hyldebærrets mørke farve og fade sødme er slående, en leg med smag og dufte af efterår og løvfald, der er udnyttet til fuldkommenhed. Intet nok så genialt fødevareinnovations-projekt kan udvikle en smag, der kan nå til knæene af hyldebærsuppe med dampede Filippastykker.

Det er i samme smagsklasse som Gråsten, Cox Orange, Signe Tillisch og Kansler. Et vidunderligt, smagfuldt, alsidigt og holdbart efterårsæble, som har sin helt egen karakter. Præsenteres et barn for æblet, vil det måske rynke på næsen og efterlade æblet uspist, fordi dets smagfuldhed ligger himmel vidt fra det, de er vænnet til blandt supermarkedets sødsprøde, aromafattige og årstidsløse æbler.

Skulle jeg være i den ulykkelige situation kun at have mulighed for at vælge Ún frugtsort ville valget nok falde på Filippa. Og det ville ikke være så slemt endda. Der var med andre ord rigtigt gode grunde til at frede modertræet.

Det gamle træ står i efteråret 2003 som en faldefærdig rest af tidligere tiders stolte træ lige i hækken og skellet mellem den gamle skole og nabohuset, som i gamle dage var førstelærer Johansens embedsbolig. Alder og storm har lagt træet delvist ned, og fredningen åbenbarer sig kun i kraft af den smukke gamle kobberplade præget med fredningsdatoen i 1937. Træet bør restaureres. Et lille skud fra roden kan give håb om fornyelse. Da træet jo er rodægte kan det principielt starte forfra. De nuværende ejere, Pia og William Nielsen, bekymrer sig om træet, viser det gerne frem og fortæller om dets historie. Og i Hundstrup og omegn er alle bekendt med Filippas historiske arv.

Filippas historie En dag i skolen fortæller Filippas lærer om bestøvning af blomster og om, at man selv kan så et æbletræ , og er man heldig, så kommer der et godt æble ud af det. Filippa har hørt efter, og sammen med en veninde tager hun et æble med hjem fra skoven. Æblet kommer fra et vildt æbletræ, som veninderne kender og synes smager godt. Hun sår kernerne, og to småtræer udvikler sig fint i løbet af sommeren. For at undgå de voksnes utidige indblanding gemmer hun planterne i moderens staudebed. Men de udvikler sig så fint, så hun må gå til bekendelse og fortælle moderen, at hun gerne vil beholde de små træer, så de ikke ryger med, når staudebedet luges. Faderen synes det er noget pjat, men moderen har sans for datterens påhit og sørger for, at de bliver plantet op ad skolens mur. Et af træerne bliver spist af en løssluppen ko. Det sidste bærer frugt det andet år - men frugten bliver overset, fordi den er sur. Tredje år gentager historien sig: Æblerne bliver spist for tidligt, og lille Filippa må kæmpe en brav kamp for, at træet bliver stående. Det følgende efterår lykkes det at opleve æblerne på det rigtige tidspunkt, hvor de er blevet modne. Og så går det op for faderen, at familien har et guldæble stående.

I tidens ånd bliver det vurderet af eksperter. Johannsen sender endda en kurv til kongen, som belønner ham med 10 kroner for de gode æbler. Og så sætter Johannsen gang i opformeringen og podning af Filippatræet. En hel lille planteskole udvikler sig på marken ved skolen.

Tredje gang Filippas træ er truet er i 1906, hvor træet har sølvbryllup. Skolen skal udbygges. Resolut tager nogle af byens gode borgere initiativ til at flytte træet. Man graver en dyb rende, frigraver træet og slæber det derefter til dets nuværende placering mellem skolen og lærerboligen. I 1906! Og 30 år senere sørger andre gode borgere i samarbejde med det lokale Fredningsnævn for, at træet bliver bevaret.

Filippa bliver syerske i Odense, men vender siden tilbage til Hundstrup, hvor hun i mange år bor hos søsteren. Denne søster har et hjem for børn af piger, der er kommet "galt af sted" sikkert som tjenestepiger i selskab med herrer af omegnens feudale overklasse. Huset ejes i dag af en ældre dame, *Ellen Larsen, som blev passet i huset, og som kendte Filippa. Hun har kendt en kvinde, som ikke alene har hørt efter og forstået lektionen, men som også har haft denne for mennesker så særegne evne til at insistere og ende op med det beåndede tilfælde. Legenden lever i bedste velgående i Hundstrup, mens Filippa selv hviler på kirkegården lige på den anden side af hækken i familiegravstedet. Hun fortjener en Filippa på sit gravsted.

(Det har hun så fået!) Gad vide hvordan det andet træ smagte?

Ligesom æblet er træet meget genkendeligt. Det har lange, smukke skud, som bærer frugterne endestillet. Det giver et udbredt og åbent træ, der kalder på lyset og himlens energi. Dets smidige grene og skud gør det desværre også meget livligt i blæsevejr, og utallige er de æbler, der i tidens løb er blevet slynget af træet, før de var plukkeklar. I erhvervsplantager er økonomien i Filippa derfor fuldstændig afhængig af, at der er ordentlig læ. Det er vanskeligt at leve med den usikkerhed, som et sent og stort frugtfald kan betyde. Anderledes i private haver. Her er træet - bortset fra vindfølsomheden - et af de mest taknemmelige at dyrke. Sundt, godt, stor vækst, hårdførhed og frugtbarhed.

For sikkerhedens skyld plukkes æblerne, før de er helt modne i første halvdel af oktober og gemmes i kølig fugtighed. Rigtigt opbevaret kan de spises frem til udgangen af januar. Most lavet af Filippa er en gudedrik. Og til æblegrød er den uovertruffen.

Per Kølster